Ordbog – permanent
Noget som varer ved; som gælder eller er til stede hele tiden. SYNONYMER: vedvarende, stadig, konstant
“Nåh, du har ikke børn..”
“Nej. Jeg KAN ikke få børn”.
Når man er nået til dette stadie, er alle realistiske muligheder opbrugt. Nok også en hel del urealistiske. Årevis er gået, hvor ønskebarnet bare ikke er dukket op, og dagen man er stoppet med at prøve, er oprendt.
Ofte mødes man af ord som ‘opgivet’, men det er misvisende. Opgivet henviser til, at der var et reelt valg. Et valg, hvor der kunne komme en potentiel løsning uanset hvilket valg der blev taget. Som ufrivillig barnløs, har man grundlæggende kun to valg: Lev MED tilstanden eller lid MED tilstanden.
At stoppe forsøgene, er på mange måde livreddende førstehjælp til en selv. Op til da – i de mange år der er gået med at finde løsninger – glemmer mange sig selv. Specielt kvinderne, som hele livet har lært at moderskab er essensen af at være kvinde. Hver gang noget ikke er lykkedes, har det skåret en del af ens personlighed af, og erstattet den med noget andet. Ved at sige STOP, tages skridt mod at hele sig selv.
I Japan bliver ødelagte porcelænskrus og kander sat sammen igen med guld og set på med ære. Det samme må gøre sig gældende for alle dem, der tager skridtet videre.




